Bag om bogen: Stalker

Stalker har fødselsdag i dag, og dermed har jeg også ét års jubilæum som forfatter. Det har været en spændende tid, og det er mærkeligt at tænke på, at det allerede er et år siden, at jeg holdt min dejlige bogreception. Stalker har klaret sit første år rigtig fint og er allerede ved at blive trykt i 2. oplag. Undervejs er jeg tit blevet spurgt, om jeg selv har prøvet at blive stalket, og nej, det har jeg ikke. Men jeg blev engang overvåget ganske kort, og det var den oplevelse, som gav mig idéen til Stalker.

Midt i mit allerførste afslag

Det er efterhånden en del år siden, jeg havde den oplevelse. Jeg havde netop fået mit allerførste afslag på en bog. Det var en lang fantasyroman, som jeg havde brugt flere år på og omskrevet utallige gange. Den handlede om engle og dæmoner, og hele serien var planlagt. Jeg var meget spændt, da jeg sendte manuskriptet ind til Tellerup, men efter kun én uge tikkede afslaget ind på min mail. Av for den! Jeg var fuldkommen ved siden af mig selv den dag. Om aftenen skulle jeg arbejde, og jeg følte mig som en zombie, der bare vandrede hvileløst rundt.

Efter at have sundet mig et par dage, sendte jeg den ud til en betalæser for at få lidt mere feedback, inden den skulle videre til næste forlag. Det var vinter og en grå, kedelig én af slagsen. Mens jeg ventede på svar fra min betalæser, kom jeg en dag ned i kælderen ved min lejlighed, hvor to teenagere havde fået lange fingre og var godt i gang med at rode mine ting igennem. Der havde været en del tyverier fra kælderen gennem et godt stykke tid, og vi var flere, som var enormt trætte af at miste vores ting, så jeg fløj hen til dem og råbte som en idiot. De blev vist ret forskrækkede og skyndte sig væk.

Overvåget

Jeg bar alle mine ting op til mig selv, og fra mit vindue kunne jeg se dem gå ind i en lejlighed. De boede der ikke (de boede slet ikke i nogen af lejlighederne), men de havde nok familie eller venner derinde. I løbet af eftermiddagen og aftenen gik mændene fra familien på skift ud for at ryge. Ikke sammen, men én ad gangen, og hver eneste af dem stirrede op på mit vindue. Tankerne kværnede rundt i mit hoved. Hvorfor gjorde de det? Ville de tage fat i mig, hvis de fik muligheden? Kunne de finde på at gøre mig noget? Da det blev mørkt, tændte jeg ikke lyset nogen steder i lejligheden. De måtte ikke vide, at jeg var hjemme. Følelsen og tankerne var så ubehagelige, at jeg ikke havde lyst til noget som helst. Jeg sad bare i sofaen hele aftenen og stirrede ud i mørket.

Det var præcis den følelse, som inspirerede mig til Stalker.

De stoppede hurtigt med at se op på min lejlighed. Det varede ikke i mere end nogle dage. Måske en uge. Til gengæld sad følelsen godt fast i mig, og i lang tid holdt jeg øje med, at de ikke var der, når jeg skulle ud. Hvis mine forældre kørte mig hjem, bad jeg dem også om at blive holdende indtil, jeg kom helt ind i opgangen.

Min første bog fik et par afslag mere, og jeg interesserede mig mindre og mindre for den. I stedet rumsterede stalkeridéen på livet løs. Jeg skrev en masse idéer ned og begyndte så småt at gå i gang med første udkast.

Et hit hos skrivegruppen

Ret hurtigt kunne jeg fornemme, at der var noget særligt ved Stalker. Noget der virkelig trak i mig. Jeg stoppede helt med at sende min første bog ud til flere forlag, og det fortryder jeg ikke, for jeg tror aldrig den var blevet antaget nogen steder. Jeg er stadig helt vild med den, men jeg kan også godt se, hvorfor den ikke var god nok. Jeg arbejdede videre på Stalker og brugte intensivt foråret og sommeren på at idéudvikle, plotte og skrive. Jeg sendte de første kapitler til min skrivegruppe og fik en virkelig positiv respons fra dem. Det gav mig endnu mere blod på tanden til at fortsætte. Jeg følte, at jeg havde fat i noget med Stalker. Noget, der måske kunne komme igennem forlagenes nåleøje og blive til en rigtig bog.

Fun fact: Stalker blev oprindeligt skrevet i datid, men da min skrivegruppe syntes, det ville passe meget bedre med nutid, ændrede jeg det. Det blev første gang nogensinde, at jeg skrev noget i nutid.

I efteråret begyndte jeg på universitetet, og det blev et fantastisk år i mit liv. Der skete så mange ting, at der ikke var plads til skrivning. Stalker lå derfor stille hen frem til sommerferien året efter. Der tog jeg fat på den igen og i løbet af det næste halve år blev første udkast endelig færdigt. Jeg havde stadig gang i utrolig mange ting, blandt andet et studieskift, så det tog et år, før jeg var færdig med at redigere. Tre år efter oplevelsen med at blive overvåget kunne jeg endelig med rystende fingre sende Stalker ind til Tellerup. Denne gang fik jeg lige det svar, jeg ønskede mig!

Stalkers vej fra antagelse til udgivelse

Det tog lidt over et år fra den blev antaget til den blev sendt ud i verden med den fantastiske bogreception for et år siden. Jeg har skrevet en lille blogserie om Stalkers vej fra det første opkald fra Tellerup til den helt færdige bog. Den kan du finde under kategorien ”På vej mod forfatterdrømmen”. Nu glæder jeg mig til at sende 2. oplag ud i verden, så min lille historie kan komme endnu længere ud.

Et lille billede fra min bogreception, da den lige var startet.
Stalker-kager og mig, der er i fuld gang med at signere til bogreceptionen.
Sådan så jeg ud, da jeg holdt min bog for allerførste gang!

2 kommentarer til "Bag om bogen: Stalker"

  • Kære
    Hvor er du sej, det giver så meget at læse om dit virke. Jeg er ved at få lukket op ind til døren med de historier jeg gerne vil give videre til verden… håber det ihvertfald. Og du er jo et bevis på at der bare skal hænges i og bruge tiden til det. Det kommer ikke af sig selv. Tak af hjertet for din skønne fortælling om dit liv omkring at skrive. Kh. KarenMargrethe

    • Kære Karen Margrethe

      Tusind tak for dine søde ord om mit blogindlæg! Jeg blev meget glad for din besked.
      Klø endelig på med dine historier og tag dig god tid til at få dem skrevet. Det kan i den grad lykkes, hvis bare du holder ved, og det er jeg sikker på, du kan.

      Rigtig god skrivevind til dig og dine historier!

      Kh.
      Michella

Skriv et svar til karen - Margrethe Provstgaard Olesen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *