Forfatteren

Michella RasmussenJeg hedder Michella, er 29 år, besat af at skrive, colanarkoman, kattedame og underligt nok altid i dårlig cykelform. Det var den ultrakorte version.

Men hvis det ikke var nok, kommer den længere version her.

Foldede bøger af papir

Jeg har fortalt historier, før jeg overhovedet kunne skrive. Da jeg var lille, brugte jeg enorme stakke af papir på at tegne alle de historier, jeg havde i hovedet. Jeg tegnede så meget, at papirstakken ikke helt kunne følge med, og derfor måtte jeg overtegne både forside, bagside og alle ledige pletter på papiret.

Da jeg endelig lærte at skrive, foldede jeg papiret sammen til en bog, som jeg begyndte at skrive mine historier i. Dengang kendte jeg ikke forskellen på ”siger” og ”sagde”, og jeg brugte dem hip som hap alt efter, hvad der lød bedst.

HUF

Da jeg var cirka 16 år fandt jeg foreningen, Håbefulde Unge Forfattere (HUF), og det har været et kæmpe vendepunkt for mig. HUF er et fantastisk fællesskab, og det var her, jeg første gang mødte andre, som elskede at skrive lige så meget, som jeg selv gjorde. Det gik op for mig, at det rent faktisk kan lykkes at blive udgivet, og så blev det mit helt store mål. Tænk hvis mine historier rent faktisk blev til en bog, som andre kunne læse!

Jeg mødte min søde skrivegruppe gennem HUF, og uden Sofie, Katrine og Amalie, ville jeg slet ikke have udviklet mig så meget, som jeg har.

Antaget hos Tellerup

Min allerførste gennemarbejdede historie var en fantasyfortælling, og jeg havde brugt årevis på at skrive, redigere, få respons og omskrive. Det var med stolthed, at jeg sendte den til Tellerup og gav mig til at vente. Jeg ventede ikke i særlig lang tid, for ugen efter var der afslag. Av for den. I dag er jeg glad for, at den ikke blev udgivet, for det var historien slet ikke god nok til, men jeg lærte utrolig meget af at skrive den.

Næsten præcis fire år gik der, før jeg forsøgte mig hos Tellerup igen. Denne gang med en realistisk ungdomsroman. Der gik fire uger, før jeg fik en sms fra forlagets redaktør, som gerne ville snakke med mig. Alt i mig gik fuldkommen i stå. Redaktøren ringede mig op og fortalte mig den helt ubegribelige og fantastiske nyhed, at Tellerup gerne ville udgive min bog.

Alt det andet

Jeg bor i et dejligt hus på landet sammen med min kæreste, Lars, og vores søn, Storm. Her har vi selskab af vores tre katte, Emil, Anton og Freja.

Vi har først for nylig overtaget vores hus, hvilket har været noget af et renoveringsprojekt, men nu er det ved at være der (selvom sådan et hus er et evighedsprojekt, har jeg indset), og jeg har endelig fået en stor drøm opfyldt: Mit helt eget forfatterkontor! Jeg elsker at kunne skrive i min kreative, lille forfatterhule med en skøn udsigt til marker og natur.

Og nu ...

Min debutroman udkom den 21. juni 2016, og det var en utrolig spændende tid. Jeg er selvfølgelig i fuld gang med at skrive flere bøger, og jeg tror måske snart, det går op for mig, at jeg er faktisk blevet forfatter.