Min debutroman udkommer inden længe, og hjemmesiden er langt om længe ved at være køreklar. Det er næsten et år siden, at jeg fik den fantastiske nyhed, at min bog skulle udgives, og det har været en rigtig spændende tid. Jeg starter derfor min forfatterblog med en serie omkring min vej mod debutromanen.

Som de fleste forfattere er min helt store drøm at få en bog udgivet. Min første gennemarbejdede bog fik afslag af alle forlag, jeg sendte den til, og i dag kan jeg sagtens forstå hvorfor. Jeg lærte meget af at skrive den historie, og efter første afslag kørte jeg på med en ny historie. Det tog mig flere år at gøre den færdig, og det var med rystende fingre, at jeg en februardag sendte den af sted til Tellerup. Forlaget havde en svartid på 8-12 uger, så jeg forventede ikke at høre fra dem før til maj. Men så lang tid gik der slet ikke!

Nervepirrende ventetid

En dag sidst i marts var jeg på arbejde som regnskabsassistent og skulle udarbejde løn alene for første gang. Jeg var temmelig ør i hovedet efter at have udregnet og indtastet løn for cirka hundrede medarbejdere, da jeg lige tjekkede min mobil for at se om min kæreste måske havde skrevet noget spændende. Det havde han ikke. Men der var et ubesvaret opkald og en sms fra samme nummer. Jeg husker stadig, hvordan alt i mig gik i stå, da jeg læste sms’en. Den var fra Tellerups redaktør, som gerne ville sludre med mig om mit manuskript, og at jeg bare kunne sige til, når jeg havde tid til at snakke.

Selvfølgelig var det der, at en af mine kolleger kom ind på kontoret og skulle have hjælp. Jeg havde vanvittigt svært ved at koncentrere mig om at hjælpe ham. Det føltes som en evighed, før jeg var færdig og endelig kunne skrive til redaktøren, at jeg havde tid.

Så ventede jeg. Tænkte at jeg lige kunne få ordnet et par småting, mens jeg ventede, men det kunne jeg selvfølgelig slet ikke samle tankerne om.

Og så ringede telefonen.

Antaget!

Jeg fløj op af stolen og tog telefonen, og jeg har nok lydt helt forkert, da jeg talte. Mit hjerte hamrede, mens jeg ventede på om hun ville sige de magiske ord. Det gjorde hun. De ville gerne udgive min bog!!!! Vi snakkede sammen i lang tid, hvor redaktøren talte med mig om alverdens ting. Til min store lettelse sagde hun også, at hun ville sende en mail om alt det, vi havde snakket om, da jeg sikkert ikke kunne huske noget af det, når vi først havde lagt på. Og dét havde hun sandelig ret i!

Jeg var helt rundt på gulvet, da jeg havde sagt farvel. Vejen hjem føltes utrolig tåget, selvom det var højlys dag, og først derhjemme gik det vist rigtigt op for mig. Min bog var blevet antaget!!

Allerede formiddagen efter fik jeg en mail fra min redaktør med de ting, vi havde snakket om, men der var også vedhæftet både et velkomstbrev og en kontrakt. Jeg tror, jeg læste både mail, velkomstbrev og kontrakt igennem tusindvis af gange den dag. Bare for at være helt sikker på, at det ikke var noget, jeg havde drømt.