Forfatterstatus 2016

Året 2016 var helt fantastisk for mig som forfatter. Det har både budt på udgivelsen af min debutroman, et brag af en bogreception, kontrakt på en ny bog og masser af skrivning, skrivekurser og skriveophold i smukke omgivelser. Her i slutningen af året har jeg også haft travlt med et helt særligt juleprojekt – et nyt og inspirerende forfatterkontor, som er ved at blive ganske pænt, hvis jeg selv skal sige det.

Bøger

Forfatterstatus 2016 #1Årets absolutte højdepunkt var den 21. juni. Det var den dag, Stalker udkom, og det gik ikke stille for sig.

Stalker udkom samme dag som Bog og Idés sommerkatalog, hvor den havde fået en rigtig fin plads. Jeg opdagede det først der om formiddagen og drønede straks afsted til den nærmeste Bog og Idé for at få fingrene i kataloget. Til min store glæde havde de endda bogen på hylden! Det kunne ikke være en bedre start på dagen!

Om aftenen holdt jeg en bogreception for at fejre udgivelsen, og den blev præcis, som jeg havde drømt om og mere til. I starten var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville holde én, for tænk nu hvis ingen ville komme. Det var åndssvagt at lade så dum en tanke holde mig tilbage. Heldigvis pressede min søde veninde, Susie, på og fik mig overtalt. Hun var også helt fantastisk til at hjælpe mig på selve dagen. Der kom overvældende mange den aften, så det var rart med en hjælpende hånd, når jeg selv svævede rundt på en sky og forsøgte at få talt med så mange som muligt. Bogreceptionen overgik alle forventninger og var den helt perfekte måde at fejre den store dag.

Generelt har det været et meget spændende år, hvor der har været fuld fart på Stalkers udgivelsesproces. Lige fra den sidste korrektur, til det færdige omslag og til den ganske særlige dag, hvor jeg for første gang holdt min egen bog i hånden. Og så ikke mindst tiden lige inden og efter udgivelsen. Der, hvor nerverne var presset til bristepunktet, mens anmeldelser og lektørudtalelse lige så stille begyndte at rulle ind. Heldigvis gik det faktisk rigtig fint. Især lektørudtalelsen kunne simpelthen ikke være bedre! Jeg har også flere gange fået mails fra læsere, som var vild med Stalker. Det er simpelthen det dejligste at få at vide som forfatter.

Tidligt på året fik jeg også antaget første bog i min pigeserie, og den har jeg sammen med min redaktør løbende arbejdet på hen over året. I december fik jeg de første skitser til omslaget, og de var bare så fine. Jeg glæder mig enormt meget til at se det færdige omslag — og ikke mindst til at bogen udkommer i foråret 2017.

Forfatterstatus 2016 #2

Skrivning

Jeg har aldrig skrevet så meget som i år! I januar satte jeg mig et mål om at skrive to bøger (dog kun første udkast), og allerede dér var jeg i tvivl om jeg kunne nå det, men jeg har faktisk skrevet næsten tre bøger. Jeg ville så gerne have gjort den sidste færdig, men i december blev jeg grebet af et helt særligt juleprojekt, og så blev alt andet sat på lidt på standby.

Forfatterstatus 2016 #3I løbet af året har jeg været på skrivekurset, ’Skriv en bog på en uge’, ikke mindre end tre gange. Hver gang har det været en uhyre effektiv måde at sætte skub i en ny bog. Jeg fik masser af idéer under kurset og følte mig enormt motiveret, når jeg tog derfra den sidste dag. Det er et kursus, som varmt kan anbefales!

HUF afholdte også et skrivekursus tilbage i foråret, og det var som altid hyggeligt. I år fik vi, udover undervisningen, en snak med Josefine Ottesen og skrevet udenfor i lækkert solskinsvejr.

To gange har jeg været på forfatterrefugium på smukke Hald Hovedgård. Det er så dejligt et sted, hvor man ikke kan undgå at blive inspireret. Første gang var jeg en smule uheldig og fik druknet min computer i cola den næstsidste aften. Det meste af ugens arbejde var heldigvis gemt eksternt, men det var stadig dødærgerligt at være nødt til at købe en ny computer og forsøge mig med at skrive på iPad i melletiden. Det gik ærlig talt ret skidt, og så hjalp det heller ikke, at motivationen dalede, da noget af romanen, jeg skrev på, forsvandt under computerdrukningen. Andet ophold på Hald var i sommer, hvor jeg satte mig benhårde skrivemål hver dag – og sørgede for at holde alle colaglas i en solid sikkerhedsafstand fra computeren. Udover en masse skrivning fik jeg også gået ture og set både killinger og isfugle i det grønne område omkring Hald.

På novellefronten har jeg også fået skrevet lidt. Ugebladet Hjemmet har antaget to af mine kattenoveller. Den første udkom i ugen efter Stalkers udgivelse, og den sidste kommer i bladet til sommer. En helt tredje novelle udkommer i HUF’s nye antologi engang i 2017.

Læste bøger

Det er nok det eneste punkt, hvor det gik rigtig skidt i 2016. Jeg har slet ikke læst nær så mange bøger, som jeg gerne ville, og jeg hader det. Der er ikke noget bedre end at fordybe sig i en god bog, og det er en af de bedste måder til selv at blive bedre til at skrive. Heldigvis fik jeg en ordentlig stak bøger med hjem fra BogForum, så jeg skal nok få indhentet det forsømte i 2017!

BogForum

I år prøvede jeg for første gang at være med i programmet på BogForum. Fredag klokken 12:30 havde jeg en lille bogsignering på Tellerups stand. Jeg er stadig helt rundt på gulvet over hvor mange der kom! Det var en fed fornemmelse at møde så mange læsere og signere en masse bøger, selvom jeg var temmelig nervøs og havde fundet mig verdens dårligste kuglepen. Men det gik godt! Det gjorde resten af weekenden også, og det var fedt at møde så mange læsere, forfattere og bogbloggere!

Forfatterstatus 2016 #4

Personligt

På et mere personligt plan har 2016 også budt på store ting. Jeg har blandt andet skiftet uddannelse. I starten af året læste jeg Erhvervsøkonomi og psykologi på CBS, hvilket absolut var en spændende uddannelse. Jeg var bare ikke helt lun på de jobs, jeg kunne få bagefter. Tværtimod var jeg så vild med mit studiejob som regnskabsassistent, at jeg bestemte mig for at skifte til kontoruddannelsen. Jeg var en anelse nervøs for om det ville dræbe skrivningen at have et fuldtidsarbejde – og om jeg overhovedet kunne få en elevplads! Min plan havde altid været at få et deltidsarbejde efter studiet, så jeg havde masser af tid til at skrive. Men jeg fandt mig en dejlig elevplads tæt på, hvor jeg bor, og det er faktisk gået rigtig godt med at skrive ved siden af arbejdet. Jeg har trods alt skrevet næsten en hel roman på kun en måned. Nu skal jeg bare blive endnu bedre til at få lagt gode skrivevaner ind i hverdagen. Jeg brygger stadig på en plan om at stå tidligere op og skrive inden jeg tager på arbejde, men det er ikke helt lykkedes endnu.

Forfatterstatus 2016 #5I december har jeg haft et skønt lille juleprojekt. Min kæreste og jeg bor i en treværelses lejlighed, hvor vi har brugt det tredje værelse som et fælles kontor. Men da min kæreste aldrig brugte sin del af kontoret, lod han mig få hele værelset, og det gav mig i den grad julelys i øjnene. Så kunne jeg endelig indrette det præcis, som jeg ville! Alt blev rykket ud, jeg købte nye møbler, fik malet en del af kontoret og har i samme omgang lavet en større kælderoprydning for at få plads til alt det, som ikke kunne være i kontoret længere. Mit fine forfatterkontor er næsten på plads nu, og jeg synes allerede, det er enormt inspirerende! Snart fortæller jeg mere om projektet her på bloggen.

Forfatterstatus 2016 helt kort:

  • Én bog udgivet og én bog antaget
  • Skrevet første udkast til næsten tre bøger
  • To ugebladsnoveller antaget
  • Deltog på fire skrivekurser
  • To ophold på Hald Hovedgård
  • En halv skriveferie med HUF
  • Første signering på BogForum
  • Nyt og fantastisk forfatterkontor

Nu skal 2017 bare fortsætte i samme gode stime!

Forfatterstatus 2016 #6

Rigtig godt nytår til alle!

Kommentarer til "Forfatterstatus 2016"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *