April: Biblioteksafgift, skriveophold og bogkontrakt

April har været en måned med fuld fart på, og alligevel føles det som om jeg ikke er kommet særlig meget længere med den ungdomsroman, jeg er ved at redigere. Men det har været en spændende måned, hvor jeg for første gang fik biblioteksafgift og royalties, jeg har været på Hald Hovedgaard i påsken, og sidst men ikke mindst sluttede måneden af med en kontrakt på min tredje bog.

Biblioteksafgift og royalties

Jeg skriver ikke for at blive rig (så ville jeg muligvis også have brug for at få banket lidt fornuft ind i skallen), men det betyder alligevel noget at have en lille forfatterindtjening. Det er nemlig et lille skridt på vejen mod en stor drøm: At kunne være forfatter. Det er langt, langt ude i fremtiden endnu, og det har jeg det også godt med. Men tænk hvis jeg en dag havde valget om at kunne bruge alt min tid på at skrive?

Brev om biblioteksafgiftBiblioteksafgiften blev udbetalt den 7. april, og først dagen inden fik jeg at vide, at listen med årets modtagere var kommet. Jeg var på vej op til frokostpause, da jeg så beskeden. Det blev til en 180 graders vending midt på gangen. Selvom jeg var ret sikker på, at jeg ville få biblioteksafgift, vidste jeg det egentlig ikke og var meget spændt om jeg var nået over spærregrænsen. Det er virkelig åndssvagt, men jeg fik lidt svedige hænder, mens jeg åbnede listen og søgte på mig selv.

Men jeg behøvede slet ikke være nervøs. Mit navn var med!

Jeg blev endda godt rundtosset over hvor mange Stalker-bøger, der faktisk står ude på bibliotekerne. Helt præcist stod der 446 eksemplarer ved årsskiftet. Der må vist være nogle klassesæt med i det tal, men det gør det jo kun endnu mere fantastisk!

I starten af måneden fik jeg også min første royalty-afregning fra Tellerup. Det var fedt! Ikke kun fordi det selvfølgelig er rart at tjene penge, men især fordi jeg for første gang fik set hvor mange bøger, der egentlig var blevet solgt. Og det var mange. Over tusind!

Jeg begynder så småt at føle mig som en forfatter. Min bog er jo i den grad kommet ud i verden!

Påskeophold på Hald Hovedgaard

Påskehygge og redigering på Hald HovedgaardDet er herligt, at det går så godt for Stalker, men mit forfatterskab skal jo gerne blive ved med at vokse med nye bøger. Så der er bestemt ikke tid til at hvile på laurbærrene. Sidste år fik jeg skrevet en hel del. Blandt andet en ungdomsbog, og her i april var der endelig tid til at tage den frem igen og begynde på redigeringsprocessen.

I påsken tog jeg derfor afsted mod Hald Hovedgaard med netop dét formål. Det blev som altid et rigtig hyggeligt og produktivt ophold. Jeg startede med at læse historien på papir og sætte små kommentarer undervejs, og så gik jeg ellers i gang med at slibe til med grovfilen. Stort set alle de første kapitler skulle skrives helt om.

Det var dejligt at være tilbage i de smukke omgivelser for tredje gang, og jeg var i godt selskab. To af de andre, Trine og Katrine, kendte jeg allerede, og det blev til mange hyggelige snakke hen over måltiderne. På min sidste gåtur fik jeg også set den smukke isfugl flere gange, og så var turen til Hald jo helt komplet.

Jeg er stadig ikke færdig med at redigere ungdomsromanen, selvom vi er nået hen i maj. Det går langsomt, men trods alt fremad, og Hald Hovedgaard var en perfekt kickstart på processen.

Hyggeligt selskab i Pejsestuen på Hald Hovedgaard
Her sidder jeg med Trine og Katrine i Pejsestuen. Katrine er med i min skrivegruppe og har tidligere udgivet en fagbog om skattejagter. Trine udkommer på Forlaget Dreamlitt til sommer!
Aftenredigering på Hald Hovedgaard
Der blev rodet lidt, når jeg sad oppe til midt om natten og læste historien igennem.

Kontrakt på min tredje bog

April sluttede på den bedst mulige måde – nemlig med en kontrakt på min tredje bog! Det bliver andet bind i Silje og Kattehjemmet-serien. Min redaktør skrev endda, at hun havde siddet med en tåre i øjenkrogen af og til, og det var jeg pænt glad for at hun sagde, for da jeg åbnede manusplejen, skal jeg lige love for at min historie blødte med rettelser og kommentarer! Men det bliver den også kun bedre af i sidste ende. Jeg fejrede kontrakten med sushi og en tur i biografen sammen med min kæreste, og så tog jeg ellers fat på manusplejen. Ungdomsbogen fik en pause, mens jeg brugte en forlænget weekend på at knokle mig igennem de mange rettelser og kommentarer.

Nu har jeg netop sendt manusplejen retur til min redaktør. Mens jeg venter på at den kommer tilbage til anden omgang, fortsætter jeg med at give ungdomsbogen en kærlig hånd med grovfilen.

Bogkontrakt med Tellerup
Chokolade, biograftur og ræve skulle der til, da jeg fejrede kontrakten på min tredje bog.

2 kommentarer til "April: Biblioteksafgift, skriveophold og bogkontrakt"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *