At holde sin debutroman for allerførste gang er et af de vildeste øjeblikke i en forfatters liv. Det er måske ikke alle, der har det sådan, men det var i hvert fald min oplevelse. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg fik Stalker hjem, og det var også en af de heldige gange, hvor alting bare var perfekt timet.

En dejlig overraskelse

Jeg vidste ikke om Stalker var sendt til tryk, og jeg ville heller ikke spørge. Det var meget sjovere at blive overrasket, når den en dag dukkede op på mit dørtrin. Udgivelsesdatoen var netop blevet udskudt til sommer, og det føltes som en evighed, da jeg fik det at vide på en kold gråvejrsdag i februar. Men der var en god mening med det, og jeg væbnede mig med en masse tålmodighed. Fordi udgivelsesdatoen var rykket, vidste jeg heller ikke om Tellerup ville vente med at sende den til tryk. Det gjorde de heldigvis ikke.

En tirsdag midt i marts var jeg på arbejde og lige ved at gå, da jeg fik et billede på sms af min kæreste. Han skrev ingenting, men billedet sagde også det hele. Det var nemlig af en pakke med Tellerups navn på. Jeg skal love for, at jeg fik fut i benene og næsten ikke kunne komme hurtigt nok op til bussen. Til mit held kom den lige med det samme. Mine nerver blev godt tyndslidte under turen, som i bedste kliché-stil føltes ti gange længere end normalt. Jeg fik sommerfugle i maven, da jeg endelig stod af bussen og kunne se min lejlighed i det fjerne.

En magisk følelse

Derhjemme stod pakken pænt på spisebordet og ventede. Jeg har nok set gevaldigt fjoget ud, fordi jeg smilede så meget! Det var en perfekt timing, fordi lige præcis den dag var min kæreste hjemme midt på dagen. Så ikke nok med at han var der til at tage imod pakken, så kunne han også forevige øjeblikket med billeder. Det var også enormt rart at kunne dele så stort et øjeblik med nogen. Min kærestes telefon har sådan noget live-photo, hvor telefonen tager et lille filmklip ved hvert billede. Jeg havde en vanvittigt skinger stemme, mens jeg åbnede pakken og tog Stalker op for første gang. Jeg hørte det slet ikke selv i øjeblikket, fordi jeg var så spændt. Vi prøvede faktisk at tage nogle flere billeder senere på dagen, men de havde slet ikke det samme udtryk, som da jeg rent faktisk var i øjeblikket.

Det var vildt surrealistisk at have bogen i hænderne. Min bog med mit navn på og min tekst indeni! Jeg havde set omslag og tekst som pdf-fil, men det var alligevel noget helt andet at se den foran mig, Mærke den mellem fingrene. Bladre i den. Det var intet mindre end et magisk øjeblik!

Samme aften skulle min skrivegruppe mødes hjemme ved mig, og hvem er bedre til at fejre sådan en dag med end folk, som ved præcis hvor fantastisk, det er?