Efter besøget hos Tellerup gik alt ned i tempo. Altså undtagen mine eksaminer. De ræsede af sted uden at jeg rigtig var med. Jeg svævede jo stadig rundt på en forfatter-to-be sky. Den faldt jeg i den grad ned fra, da eksamen for alvor tog fat. Men på skrivefronten gik månederne stille og roligt frem. Indtil den dag i oktober, hvor jeg hørte fra Tellerup igen. Stalker kom fuld af rettelser retur fra redaktøren, og så tog vi fat på en proces, jeg havde glædet mig meget til. Manuspleje!
Det var ret specielt gå i gang med. Jeg følte, at jeg havde redigeret Stalker hundredvis af gange, men denne gang var ganske særlig. Nu skulle den nemlig gøres klar til udgivelse. Til at blive en rigtig bog! Der var heldigvis ikke overvældende mange rettelser, og i to uger sad jeg intenst og knoklede med redigeringen ved siden af studie og job. Jeg var lettet, da jeg kunne sende den tilbage med en fornemmelse af, at den allerede var blevet meget bedre.
Herlufsholm og BogForum 2015
Ind imellem redigeringsrunderne var jeg med til to store begivenheder, Herlufsholm Fantasy Bogmesse og BogForum. På Herlufsholm mødte jeg de fleste andre Tellerup-forfattere, og i dag synes jeg det er underligt, at jeg faktisk kun har kendt dem i lidt over et halvt år. Det føles meget længere! BogForum blev især en weekend, jeg aldrig glemmer. HUF havde en stand, som jeg også var med til at passe. Så hele weekenden gik jeg nærmest i pendulfart mellem Tellerup og HUF, og det var fantastisk, at der altid var nogen at tale med begge steder. Altid nogen at se de forskellige events med. Mit stemmebånd var godt brugt, da jeg sad i hjemme i min sofa søndag aften.
Helt udmattet efter en herlig BogForum satte eksamensræset ind igen, og denne gang var det værre end i sommer. Mine eksaminer lå meget tæt på hinanden, så jeg læste på livet løs. Midt i alt eksamenslæsningen fik jeg første udkast til forsiden på Stalker. Det var så stort et øjeblik, at jeg smed alle studiebøger til side og tog et kæmpe stykke tiramisu, som min kæreste netop havde lavet dagen inden.
Jeg var vild med forsiden, og det var sjovt at se en lille bid af min historie afbilledet. Den blev dog senere trukket tilbage af forelæggeren. Vi kom igennem ikke mindre end tre udkast til forsider, men der var ingen tvivl om at den tredje sad lige i øjet. Den udstrålede bare det hele og havde et fantastisk blikfang. Jeg fik lov at komme med nogle idéer, hvilket førte til blomsterne på forsiden. Det var sjovt at være med til at sætte et lille præg på den.
Endelig klar til tryk
I starten af januar blev vi 100% færdige med manuspleje, og der gik vist kun en dag eller to inden jeg fik pdf’en, hvor Stalker var sat op som en bog. Nu begyndte det virkelig at nærme sig! Den lignede jo en rigtig bog. Jeg læste korrektur på den midt i januar, og det var helt fantastisk at sende den retur for sidste gang og vide, at den snart var på vej til tryk. Jeg følte, at det havde været et hæsblæsende manusplejeforløb med bogmesser, eksamen, to studiejob, jul og en grum omgang influenza (som slog til lille juleaften, tak for det!).
Nu var der kun tilbage at glæde mig til næste del af processen – nemlig at holde min bog i hånden for allerførste gang! Og det kom til at være en helt perfekt timet dag …
Som bonusinfo kan jeg afsløre, at jeg lige har fået første bog i min pigeserie retur til manuspleje. Så nu kører møllen igen. Men jeg har heldigvis på fornemmelsen, at det bliver mindre hæsblæsende denne gang.