Da jeg havde fået kontrakten, skulle jeg på besøg hos forlaget. Jeg glædede mig helt enormt meget! Tænk at jeg skulle møde mit forlag. En drøm jeg havde haft så utrolig længe. Det var måske af den grund, at jeg var så vanvittig nervøs.

Jeg skulle derned en halv uge efter, jeg fik kontrakten, og i dagene op til spekulerede jeg som en gal over, hvad jeg skulle have på. Meget underligt, for det er normalt ikke noget jeg går specielt meget op i. Men lige i denne dags anledning ville jeg hverken se for afslappet eller for pæn ud. Og på trods af en hel weekends grubleri, endte jeg nok alligevel med at blive lidt overdressed.

Min kæreste og jeg havde lige fået bil, og jeg var (og er) ikke glad for at køre. Selvfølgelig ville skæbnen det, at vejret blev en blanding mellem slud og regn. Noget der gjorde at samtlige billister på motorvejen glemte, hvordan man kører bil. Som om jeg ikke var nervøs nok i forvejen, skulle jeg nu også bekymre mig om mine medtrafikanters midlertidige køre-hukommelsestab. Hele vejen derned svedte jeg så meget i hænderne, at de gled rundt på rattet, og at jeg hvert andet minut måtte tørre dem af i bukserne. Hjertet hamrede løs, da jeg endelig kom frem og gik op ad trappen til førstesal, hvor Tellerup har hjemme. Og så gik det ellers løs.

Jeg mødte stort set alle på forlaget, og de var simpelthen så søde og rare. Jeg fik en lang snak med dem, og det var til at blive helt svimmel af den seriøse forfattersnak. Jeg fik spørgsmålet om jeg gerne ville leve af at være forfatter. Det havde altid været en hemmelig drøm, men noget som ikke var helt realistisk i Danmark. Troede jeg i hvert fald. Jeg fik at vide, at det kunne jeg sagtens på sigt, og at nu skulle jeg bare koncentrere mig om at skrive en jævn strøm af bøger. Selvom der godt stod i velkomstbrevet, at forlaget forventede, at jeg løbende ville sende nye manuskripter ind og vedligeholde mit forfatterskab, var det nok først her, at det gik op for mig. Det var ikke kun én bog, der skulle udgives, men et helt forfatterskab.

Efter snakken var det tid til, at jeg underskrev kontrakten. Jeg havde på en måde forventet, det ville foregå i slowmotion, men faktisk gik det alt for stærkt. Krusedullen var sat, og nu var det hele for alvor i gang.

Alting gik generelt ret stærkt. Jeg spiste frokost med forlaget og kunne næsten ikke tro, at jeg allerede havde været der i flere timer. For min skyld kunne jeg være blevet der hele dagen, men de skulle jo arbejde, og jeg skulle jo gerne ud på vanvidsmotorvejen inden myldretidsbilisterne. Med en god stak bøger i hånden sagde jeg farvel og begav mig ud mod bilen. Det er en kæmpe kliché, men det føltes faktisk som om mine ben var blevet til gelé. De rystede stadig, da jeg satte mig bag rattet og begyndte turen hjem. Denne gang var den ikke nær så slem. Nok fordi det eneste jeg kunne tænke på, var hvor fantastisk de sidste timer havde været.

Billedet er lånt fra Tellerups Facebookside.