Kickstart på Hald Hovedgaard

I søndags kom jeg hjem fra endnu et skønt skriveophold på Hald Hovedgaard. Jeg har haft en flyvende start på 2018, hvor der er sket en masse spændende ting. Blandt andet har jeg fået kontrakt på min næste ungdomsbog. Men det har også været nogle travle måneder, hvor jeg især i marts næsten intet fik skrevet. Nu er der ved at være ro på, og jeg har derfor brugt opholdet på Hald til at give skrivningen en god kickstart.

Et tiltrængt ophold

Det er ved at være en tradition, at Katrine og jeg tager af sted mod Hald Hovedgaard i påsken, og i år var ingen undtagelse. Jeg havde netop afleveret min fagprøve fredagen inden jeg skulle af sted, så timingen kunne ikke være bedre. Alligevel følte jeg mig absolut ikke oplagt til at skrive, da jeg tog af sted mod det jyske mandag morgen. De sidste måneder har været enormt hektiske, og mine tanker et helt andet sted end på mine skriveprojekter. Det blev der heldigvis lavet om, da jeg var kommet på plads i værelset og havde fået lidt frokost. Så var der nemlig ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op og tage fat.

Produktiv uge

I fuld gang på Hald Hovedgaard

Jeg havde i den grad masser af projekter at gå i gang med. Først og fremmest var manusplejen for ’Jeg ser dig’ kommet tilbage fra min redaktør. Manuspleje betyder, at min redaktør har læst manuskriptet igennem og sat kommentarer og rettelser ind undervejs. De første dage gik derfor med at gå manusplejen grundigt igennem. Der skulle også skrives bagsidetekst, og det har været noget af en udfordring. I skrivende stund er den faktisk stadig ikke helt på plads. Men i løbet af ugen på Hald fik jeg i det mindste lavet flere gode udkast at arbejde videre med, og nu skal der bare skrues på de sidste ting, så bagsiden kommer til at sidde lige i øjet.

Mit næste store bogprojekt bliver en selvstændig efterfølger til ’Jeg ser dig’. Jeg har skrevet det meste af historien, men jeg har faktisk bestemt mig for at skrive den helt om. Så derfor brugte jeg også dagene på at idéudvikle på den nye version, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med den. Lige præcis denne her historie har nemlig en lidt særlig betydning for mig.

Så er der også ’Silje og Kattehjemmet’-serien. Jeg er netop gået i gang med at skrive tredje bind, og det blev heller ikke forsømt, mens jeg var af sted. De sidste par dage brugte jeg nemlig på at få skrevet videre på den bog, og det var hyggeligt at komme lidt tilbage til Silje og hendes veninder.

Udover de store bogprojekter fik jeg også skrevet en ugebladsnovelle og fundet på idéer til gode blogindlæg, så man må sige, at jeg nåede vidt omkring på den uge.

Fred og ro til hygge og fordybelse

Der er så dejligt fredeligt på Hald Hovedgaard, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg fik nået alt det, jeg havde sat mig for, og så fik jeg endda slappet af med gode gåture og hyggelige snakke. Der var også tid til at læse og lytte til lydbog. Jeg besøgte også isfuglen flere gange, men den var kun i sit gæstfri humør én gang. Så fik jeg til gengæld siddet i naturen og bare nydt freden og alle naturens lyde. Det var bestemt heller ikke skidt!

Nu er jeg hjemme igen og klar til at fortsætte med at klø på!

Billeder fra ugen

Kommentarer til "Kickstart på Hald Hovedgaard"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *