Så er endnu et år gået på hæld, og jeg laver som altid et lille tilbageblik på året, der gik. 2018 blev til år, hvor jeg slet ikke fik skrevet så meget ny tekst, som jeg havde håbet på, men det betyder absolut ikke, at det blev et stille år. ’Jeg ser dig’ er udkommet, og for første gang var jeg på scenen på BogForum. I det private hjørne blev jeg færdiguddannet og fik fast arbejde, og her i slutningen af året købte min kæreste og jeg vores første hus!
Bøger
På forfatterfronten gik hele året faktisk med ’Jeg ser dig’. I januar sad jeg til sent ud på aftenen og redigerede for at få manus klar til min redaktør. Jeg blev færdig i slutningen af januar, men det blev ikke til nogen lang pause, for kontrakten på bogen kom allerede i midten af februar. Og så gik de næste fem måneder ellers med manuspleje og korrekturlæsning! Det var nogle intensive måneder, og jeg har det måske også med at gå lidt for langt ned i detaljerne, men jeg kan bare ikke lade være. Efter flere års arbejde på en bog, er det svært ikke liiiige at gå det ekstra stykke.
Jeg afleverede ’Jeg ser dig’ til tryk i slutningen af juni, og så brugte jeg de næste måneder på at undgå at smelte i sommervarmen. Det blev nok til lidt flere badeture end skrivedage, men det skal der også være plads til.
I oktober udkom ’Jeg ser dig’ langt om længe, og det var en stor dag efter at have arbejdet på bogen så længe. Det er i dag næsten to og et halvt år siden, jeg begyndte på det første spæde arbejde med historien. Jeg er enormt glad for den modtagelse, bogen har fået! Både i lektørudtalelsen og de mange fine anmeldelser, men også fra alle de læsere, som har været så søde at fortælle, at de var vilde med historien. Jeg havde flere mål med at skrive ’Jeg ser dig’. Blandt andet ville jeg gerne fortælle en varm historie med dybde og levende personer, og det synes jeg faktisk, at jeg er lykkedes ret godt med. Det kunne da næsten heller ikke blive bedre, da bogen blev nomineret til Årets YA-bog i Horsens Posten her i december. Sikke en måde at slutte året af på!
Skriveophold
Jeg var på to skriveophold i løbet af foråret, og det var helt perfekt at få arbejdsro til at dykke ned i arbejdet med ’Jeg ser dig’. I påsken var jeg traditionen tro på Hald Hovedgaard sammen med min forfatterkollega, Katrine Skovgaard, som jeg også er i skrivegruppe med. Her fik jeg knoklet med manusplejen og skrevet videre på tredje bog af Silje og Kattehjemmet.
I maj måned var der Rævetræf på Langeland, og det var som altid nogle hyggelige, produktive dage sammen med en masse skønne Tellerup-forfattere. Dagene bød på både på uvejr, årets første soppetur og ikke mindst en masse redigering.
BogForum 2018
Årets BogForum var en helt speciel begivenhed! Ikke nok med at ’Jeg ser dig’ udkom om fredagen, så skulle jeg også for første gang prøve at være på scenen. Heldigvis var jeg ikke alene. Jeg havde søde Bettina Stuhr Lindskow med på scenen, og det tog lidt af nervøsiteten. Vi blev interviewet af Anette Øster, og hun var virkelig dygtig til at få det hele til at glide flydende og behageligt. Der var også rigtig mange, som dukkede op for at høre os, og det er vi utrolig taknemmelige for. Det er en fed følelse at se ud over nogle fyldte tilskuerpladser! Bedre debut på BogForums scener kan man vist ikke ønske sig.
Alt det uden for forfatterlivet
I det private er det heller ikke gået stille for sig. Jeg skrev og forsvarede min fagprøve i foråret, og i slutningen af august blev jeg endelig udlært som kontorassistent. Jeg var så heldig at blive tilbudt fastansættelse i økonomiafdelingen, hvor jeg havde været i størstedelen af min elevtid. Det er jeg enormt glad for, og det er så dejligt at have fast arbejde i en spændende afdeling og med de bedste kollegaer.
Året gik desværre ikke kun godt. Min farfar gik bort i september, og jeg synes, det kom ret pludseligt. Det er første gang, jeg mistede nogen, som havde været så stor en del af mit liv, så de tidlige efterårsmåneder blev en ret hård tid for mig. Af den grund fik jeg heller ikke skrevet det store i den periode.
Heldigvis sluttede året med en stor, glædelig begivenhed. Min kæreste og jeg har købt vores første hus! Vi glæder os rigtig meget til at flytte til foråret, og det bliver så fedt at få et forfatterkontor med udsigt til marker og natur. Jeg kan næsten ikke vente!
Planen for 2019
Jeg forventer ikke at udkomme med nogen bøger i 2019. Desværre. Efteråret 2018 blev jo en ret omtumlet affære, så jeg fik næsten ikke skrevet specielt meget. Det vil jeg lave om på her i 2019. Jeg glæder mig til et år, hvor jeg kun skal fokusere på at skrive (og ikke klargøre til udgivelse). Planen er at få skrevet en masse på tredje bog af Silje og Kattehjemmet samt efterfølgeren til ’Jeg ser dig’. Der er noget magisk ved at skrive første udkast på en bog, og derfor bliver det skønt at få en masse tid til at dykke ned i mine to historier. Jeg håber også på at kunne lokke Katrine med til Hald Hovedgaard endnu engang! Det ville være så hyggeligt!
Jeg er også så heldig, at jeg kender en del skønne mennesker, som udkommer i løbet af 2019. Det bliver spændende at følge dem og heppe på deres bøger. Jeg tror, at 2019 bliver et rigtig godt bog-år. Der er i hvert fald en hel del bøger, som jeg glæder mig til at få hjem til boghylde, når de engang udkommer!