Novemberudfordring: Stå tidligt op og skriv!

Jeg deltager desværre ikke i NaNoWriMo i år. Det var ellers meningen, men min førsteprioritet i november er at få redigeret min ungdomsbog færdig. Det går alt for langsomt med redigeringen, og det skyldes måske, at jeg først tager mig tid til det sidst på aftenen. Derfor giver jeg mig selv en helt anden udfordring her i november: Jeg skal hver eneste dag stå tidligt op og skrive!

Uproduktive aftentimer

Jeg synes, det kan være svært at presse skrivning ind i en hverdag med et fuldtidsjob. Min rutine er stort set altid den samme. Jeg kommer hjem fra arbejde, flader ud på sofaen, hyggesnakker med min kæreste, spiser aftensmad, slår mave og SÅ sætter jeg mig foran computeren. På det tidspunkt er der ikke lang tid før sengen kalder igen, og jeg er ved at blive træt. Selvom jeg sagtens kan nå en masse inden sengetid, er der lige så ofte dage, hvor luften bare er gået af ballonen, og så ender det med at blive nogle uproduktive timer.

Målet for november

Min novemberudfordring er derfor at stå en time tidligere op, hvor jeg med det samme sætter mig ind i kontoret og går i gang med at skrive. Der er en dejlig ro om morgenen, og jeg er oftest mest effektiv, når jeg har en tidsbegrænsning. Når jeg ikke kan blive ved med sige til mig selv, at jeg går i gang “lige om lidt”.

Jeg kan rigtig godt lide idéen om at stå tidligt op, så jeg glæder mig til at prøve det af i praksis. Tænk hvis jeg rent faktisk kan tage på arbejde hver dag med den fantastiske følelse af, at min bog allerede er kommet et lille stykke videre?

Klar, parat, skriv!

Udfordringen begynder i morgen den 1. november og varer resten af måneden. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå, for jeg plejer normalt at være længe om at få mig selv op i gear om morgenen. Netop derfor er det vigtigt med en udfordring. Man er nødt til at prøve nogle nye ting af for at rykke sig og opdage nye sider af sig selv. Det er også derfor jeg normalt er med i NaNoWriMo. Det er så fedt at opdage, at man faktisk kan få skrevet enormt meget på kort tid, hvis man virkelig vil.

Nu er der ikke andet for end at komme tidligt i seng, så jeg er frisk og skriveklar til i morgen!

Novemberudfordring - Billede af tændt computer tidligt om morgenen
Varm kakao skal der til, når man skal så tidligt op!

2 kommentarer til "Novemberudfordring: Stå tidligt op og skriv!"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *